Start.

Skrevet den 23. september 2010.

Jeg føler mig lidt dum nogle gange. Når folk snakker. Jeg kan godt høre hvad de siger, og jeg svarer endda med nikkende ja’er og smil, så de kan se jeg følger med. Men jeg forstår ikke hvad de siger. Det siver simpelthen ikke ind i mit hoved.

Hej mit navn er X. Jeg er en 17-årig gymnasieelev og … Nej stop. Allerede der er den gal. Gymnasieelev. Jeg har gået på det lokale gymnasium i et par måneder nu, og selvom min klasse er rigtig god og fyldt med dejlige mennesker, så virker det ikke rigtigt at sige, ”hej jeg hedder X og er 1.g’er”. For, for at kunne være 1.g’er skal jeg gå på gymnasiet. Hvilket vil sige at jeg skal have en vis piratviden inden for diverse emner, og dernæst kunne vælge mig ind på den rigtige studieretning, ud fra hvad jeg regner med at skulle bruge mit liv på. Så stop lige vognen og lad mig komme af. Det her er jeg ikke klar til. Men jeg har været et år på efterskole, og hvis jeg allerede holder sabbatår nu, så kommer jeg til at bestå gymnasiet et helt år efter alle mine venner gør. Jeg kunne selvfølgelig også vælge en HF-uddannelse på kun 2 år. Så kunne jeg holde fri et år nu, og så stadig bestå sammen med mine venner i sommeren 2013. Men hvad vil jeg bruge en HF-uddannelse til? Hvad vil jeg i det hele taget bruge en STX-uddannelse til?

Det er frustrerende det her med at være ung. Med at vælge uddannelse. Med at vælge at lytte efter i NV og ikke spille tetris. Med at vælge kæreste. Med at vælge salat frem for McDonald’s. Med at vælge sit liv. Frustrerende.

Nogle gange tænker jeg på om jeg mon ender bag kassen i Kvickly. Eller måske ovre bag disken i Pibegrillen på hjørnet af Egedalsvej. Andre gange tænker jeg på om jeg ender som landskendt forfatter med bedst-sælgende noveller på alle landets Bog&Idé-hylder. Eller måske som respekteret kvindelig filminstruktør, ligesom Susanne Bier. Nogle gange tænker jeg på om jeg overhovedet ender nogle steder. Nogle gange er min hjerne bare tom.

Jeg ved ikke helt hvad jeg drømmer om at blive. Jeg kunne godt tænke mig at blive en hel masse faktisk. Og så alligevel ikke. Jeg kunne godt bare tænke mig en dejlig familie, et hus med stakit og en have med en trægynge i. Det kunne jeg i hvert fald lige nu, kl.23:47 på en tirsdag nat.

Men nu går jeg i seng. Og drømmer om noget jeg ikke kan huske i morgen. Jeg kan aldrig huske mine drømme.

Vi snakkes ved.

/x.